LI.
EN STOR HERREGAARD.
DEN GAMLE HERRE OG DEN UNGE HERRE.
For nogle Aar siden levede der i et Sogn i Västergötland en mageløs rar, lille Folkeskolelærerinde. Hun var baade flink til at undervise og dygtig til at holde Disciplin, og Børnene holdt saa meget af hende, at de aldrig kom i Skole uden at kunne deres Lektier. Forældrene var ogsaa meget glade for hende. Der var kun en eneste, der ikke vidste, hvor meget hun var værd, og det var hende selv. Hun syntes, at alle andre var klogere og dygtigere end hun, og hun sørgede over, at hun ikke kunde blive som de.
Da Lærerinden havde været ved Skolen i nogle Aar, foreslog Skoleraadet, at hun skulde gennemgaa et Kursus paa Nääs Sløjdsemrinarium, for at hun derefter ikke blot kunde lære Børnene at arbejde med Hovedet, men ogsaa med Hænderne. Ingen kan tænke sig, hvor hun blev forskrækket, da hun fik denne Opfordring. Nääs laa ikke langt fra hendes Skole. Hun havde flere Gange gaaet forbi den store, smukke Gaard, og hun havde hørt mange Lovtaler over de Sløjdkursus, der blev holdt paa den gamle Herregaard. Der samledes Lærere og Lærerinder fra hele Landet for at lære at bruge deres Hænder, ja der kom endogsaa Folk fra Udlandet. Hun vidste i Forvejen, hvor forfærdelig forknyt hun vilde føle sig der blandt saa mange udmærkede Mennesker. Hun syntes, det var mer, end hun kunde udholde.
Dog turde hun ikke sige Nej til Skoleraadet, men indgav sin Ansøgning. Hun blev antaget som Elev, og en smuk Juniaften, Dagen inden Sommerkursus'et skulde begynde,
