521
Det gik lidt efter Lidt op for hende, hvor uvurderligt det var at faa Lov at tilbringe Sommerens skønne Dage paa en stor, svensk Herregaard. Slottet, hvor den gamle Herre boede, laa paa en Høj, der var næsten helt omgiven af en Sø og kun ved en smuk Stenbro forbunden med Land. Hun havde aldrig set noget saa smukt som Blomstergrupperne paa Terrasserne udenfor Slottet, som de gamle Egetræer i Parken, som Vejen langs Søen, hvor Træerne hang ud over Vandet, eller som Udsigtspavillonen paa Klippen over Søen. Skolebygningerne naa lige overfor Slottet paa grønne, skyggefulde Enge, men det stod hende frit for at gaa om i Slotsparken, naarsomhelst hun havde Tid og Lyst. Hun syntes aldrig, hun havde vidst, hvor skøn Sommeren var, før hun havde nydt den paa et saa dejligt Sted.
Det var ikke, fordi der foregik nogen stor Forandring med hende. Modig og sikker paa sig selv blev hun ikke, men hun følte sig glad og lykkelig. Hun gik og blev gennemvarmet af al denne Godhed. Hun kunde jo ikke føle sig ulykkelig paa et Sted, hvor alle ønskede hende det godt og alle søgte at hjælpe hende. Da Kursus'et var forbi og Eleverne skulde forlade Nääs, var hun helt misundelig paa alle dem, der kunde sige den gamle og den unge Herre rigtig Tak og med smukke Ord kunde udtrykke, hvad de følte. Saa vidt vilde hun aldrig komme.
Hun vendte hjem, tog fat paa Skolearbejdet som før og var lige saa glad over det, som hun plejede. Hun boede ikke længere fra Nääs, end at hun kunde gaa derover, naar hun havde en Eftermiddag fri, og det gjorde hun ogsaa temmelig ofte i den første Tid. Men der var altid ny Kursus, ny Ansigter, hendes Undseelse kom igen, og hun blev en sjældnere og sjældnere Gæst paa Sløjdskolen. Men den Tid, da hun selv havde været Elev paa Nääs, blev stadig ved at staa for hende som den bedste, hun havde oplevet.
En Foraarsdag hørte hun, at den gamle Herre paa Nääs var død. Da tænkte hun paa den skønne Sommer, hun havde tilbragt paa hans Gods, og hun blev bedrøvet over, at hun aldrig havde faaet takket ham rigtigt. Han havde sagtens faaet Taksigelser nok baade fra høje og lave, men hun vilde have følt sig lykkeligere, hvis hun med et Par Ord kunde have fortalt ham, hvor meget han havde gjort for hende.
Paa Nääs fortsattes Undervisningen paa samme Maade
