542
fløj sin Vej. Nu sørger hun først og sidst over, at det var hendes egen Søn, der sneg sig hjemmefra og tog Gasen med sig.”
„Naa, saa hun tror, at jeg stjal Gasen?“ sagde Drengen. — „Hvad skulde hun ellers tro?” — „Fader og Moder tror vel, jeg har drevet om i Sommer som en anden Landstryger?“ — „De tænker sig, det staar sørgeligt til med dig,“ sagde Majrose, „og de har sørget over dig, som man sørger, naar man har mistet det kæreste, man ejer.”
Da Drengen hørte dette, gik han hurtig ud af Kostalden og ind i Hestestalden. Den var lille, men pyntelig. Det var tydeligt at se, at Holger Nielsen havde gjort sit Bedste for at indrette det saadan, at den nyankomne skulde befinde sig vel. Der stod en dejlig Hest, som ligefrem skinnede af Velbefindende.
„God Dag i Stalden!” sagde Drengen. „Jeg har hørt, at her skal være en syg Hest. Det kan da aldrig være dig, saa frisk og rask som du ser ud?” Hesten vendte Hovedet og saa' opmærksomt paa Drengen. „Er det dig, der er Sønnen her i Huset?“ sagde han. „Ham har jeg hørt meget ondt om. Men du ser saa god ud, saa vidste jeg ikke, at han var bleven forvandlet til en af de smaa, vilde jeg ikke have troet, at det var dig.” — „Jeg véd nok, jeg har efterladt et daarligt Rygte her paa Stedet,“ sagde Niels Holgersen. „Min egen Moder tror, at jeg listede mig væk som en Tyv, men det er nu lige meget, for jeg bliver ikke længe hjemme. Inden jeg gaar, vil jeg alligevel gerne vide, hvad der er i Vejen med dig.”
„Det er Skade, du ikke bliver,” sagde Hesten, „for jeg er vis paa, at du og jeg vilde være bleven gode Venner. Mig er der ikke andet i Vejen med, end at jeg har faaet noget op i Foden, en Knivspids, eller hvad det nu er. Den sidder saa godt gemt, at Doktoren ikke har kunnet finde den, men den stikker og stikker, saa jeg næsten ikke kan gaa. Naar du bare vilde fortælle Holger Nielsen, hvad der er i Vejen med mig, saa tror jeg, han let kunde hjælpe paa mig. Jeg vilde saa gerne gøre Gavn for Føden. Jeg skammer mig saadan ved at staa og æde uden at bestille noget.“
„Det er da godt, du ikke har nogen rigtig Sygdom,” sagde Niels Holgersen. „Jeg maa se at sørge for, at du kan blive kureret. Det gør vel ikke ondt, at jeg tager og ridser lidt med min Kniv her i din Hov?“
