Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/556

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

550

som han havde gjort i deres Selskab. Men lige paa een Gang blev Vildgæssene saa underlig stille, som om de vilde sige: „Ak, han er jo et Menneske! Han forstaar ikke os; vi forstaar ikke ham.”

Da rejste Drengen sig og gik hen til Akka. Han kærtegnede og klappede hende. Det samme gjorde han med Yksi og Kaksi, Kolme og Neljä, Viisi og Kuusi, alle de gamle, der havde været med fra den første Begyndelse. Derpaa gik han op fra Strandbredden og ind imod Land, for han vidste jo. at Fuglenes Sorg aldrig varer længe, og han vilde helst skilles fra dem, mens de endnu var bedrøvede over, at de havde mistet ham.

Da han var kommen op fra Strandbredden, vendte han sig om og saa paa de mange Fugleflokke, der fløj ud over Havet. Alle raabte de deres Lokketoner, kun en eneste Flok Vildgæs fløj ganske tavse deres Vej, saalænge han kunde følge dem med Øjnene.

Men Fylkingen var regelmæssig og velordnet, Farten god og Vingeslagene stærke og kraftige. Og Drengen følte en saadan Længsel efter de bortflyvende, at han ikke var langt fra at ønske, han igen var Tommeltot og kunde flyve over Land og Hav med en Flok Vildgæs.