67
over dem, der gør Kullaberg saa kært for Menneskene, at store Skarer af dem drager derop hver Dag, saalænge Sommeren varer. Vanskeligere bliver det vel at sige, hvad det er, der gør Bjerget saa tiltrækkende for Dyrene, at de hvert Aar samles der til et stort Legestævne. Men det er en Skik, som de har fulgt fra Arilds Tid, og man maatte have været med, allerede da den første Bølge knustes til Skum imod Kullaberg, for at være i Stand til at forklare, hvorfor netop det blev valgt til Mødeplads fremfor ethvert andet Sted.
Naar Tiden til Mødet er inde, gør Kronhjortene, Raadyrene, Harerne, Rævene og de andre vilde, firføddede Dyr allerede om Natten Rejsen til Kullaberg for ikke at blive set af Menneskene. Lige inden Solen staar op, drager de alle ind paa Legepladsen, der er en Lynghede til venstre for Vejen, ikke langt fra Bjergets yderste Odde.
Legepladsen er paa alle Sider omgivet af runde Klippekuller, der skjuler den for enhver, som ikke tilfældigvis kommer helt ind paa den. Og i Marts Maaned er det ikke sandsynligt, at en Vandringsmand forvilder sig derhen. Alle de fremmede, der ellers plejer at strejfe om paa Kullerne og klatre opad Bjergsiderne, er jaget paa Flugt af Efteraarsstormene allerede for mange Maaneder siden. Og Fyrmesteren ude paa Pynten, den gamle Frue i Kullagaarden og Kullabonden og hans Folk, de gaar deres vante Veje og løber ikke om paa de ensomme Lyngmarker.
Naar Dyrene er kommen hen paa Legepladsen, slaar de sig ned paa de runde Bjergkuller. Hver Dyreart holder sig for sig selv, skønt det jo er givet, at der paa en saadan Dag hersker almindelig Fred, saa ingen behøver at frygte for at blive overfaldet. Den Dag kunde en lille Hareunge gaa over Rævenes Kulle uden at miste saa meget som et af sine lange Øren. Men alligevel stiller Dyrene sig op i adskilte Flokke. Det er gammel Skik.
Naar de alle har indtaget deres Pladser, begynder de at se sig om efter Fuglene. Det plejer altid at være godt Vejr den Dag. Tranerne er gode Vejrprofeter og vilde ikke kalde Dyrene sammen, dersom de ventede Regn. Men skønt Luften er klar, og der ikke er noget, der spærrer for Udsigten, ser de firføddede Dyr ingen Fugle. Det er meget underligt. Solen staar højt paa Himlen, og Fuglene skulde allerede være paa Vej.
Men hvad Dyrene paa Kullaberg lægger Mærke til, er en
