108
4
hos „Sansonius[1] og paa Globerne“. Han anfører bl. a., at Længdeforskellen mellem Macao (i Kina ved Kantonbugten) og Mexico paa Kortene er angivet 28½° for lille, mens Forskellen mellem Ormus (ved Indløbet til den persiske Havbugt) og Goa (i Forindien) er angivet 13° større end de forbedrede Maalinger giver; de store Fejl kan ikke undre, naar man hører, at Beliggenheden af Steder som de her nævnte oftest var angivne ved Hjælp af Rejsetiden fra det ene til det andet[2]. Rømer bemærker, at paa Grund af disse Fejl er Søvejen over Stillehavet langs den 20de Breddegrad paa Kortene angivet 400 tyske Mil kortere end den i Virkeligheden er, og han tilføjer: „Hvad om Hollænderne — eller snarere Portugisere eller Spaniere — med Vilje har indført denne Fejl eller har forsømt at rette den en Gang indførte for at skræmme Europa fra Verdenshandelen.“
Huygens havde Aar 1657 løst den Opgave at konstruere et langt bedre Ur end de hidtil brugte, nemlig det første Pendulur, og havde dermed givet Længdebestemmelserne det nødvendige nøjagtige Maaleapparat, som kunde tjene som Basis for Udarbejdelsen af en Metode til disse Bestemmelser. Det gjaldt da om at finde et Himmelfænomen, der kunde iagttages samtidig fra saadanne Steder, hvis Længdeforskel skulde bestemmes, og som helst nogenlunde hyppig kunde iagttages. Et saadant Fænomen fandt man i Formørkelserne af de 4 Jupitermaaner, som Galilæi havde opdaget, da han som den første rettede en Kikkert mod Himlen; han havde gjort opmærksom paa deres Anvendelighed til Længdebestemmelser, men Tanken var ikke bleven realiseret; for at dette kunde ske, maatte man have Tavler over deres Bevægelser, hvorved deres Stillinger kunde forudberegnes, og dermed de Tidspunkter omtrentlig kendes, der var egnede til Iagttagelse af Formørkelserne. Galilæi bebudede, at han vilde forbedre Iagttagelsesmaterialet over Maanerne, og udarbejde saadanne Tavler, men de blev ikke udgivne i hans Levetid, og efter hans Død gik hans Observationsmateriale tabt. Arbejdet blev da taget op af Cassini i Bologna og udgivet 1668[3], umiddelbart før han som Medlem af det franske Akademi tog Ophold i Paris. Cassini bemærker senere[2] selv, at Arbejdet var at betragte som et første Hjælpemiddel ved Observation af Maanerne, og det skulde efterfølges af udførligere og nøjagtigere Tavler, men han har foretrukket at offentliggøre den ufuldkomne Form strax fremfor at vente paa de nøjagtigere Iagttagelser, da det var ham magtpaaliggende at give Stødet til, at Astronomerne beskæftigede sig med Observation af disse Maaner. Han haabede nemlig, at det derved kunde blive almindeligt at bruge dem ved Længdebestemmelser, hvad han mente dem særlig egnede til.
Det franske Akademis Metode til Længdebestemmelse blev da: Samtidig
Iagttagelse af Tidspunktet for en Jupitermaanes Formørkelse i Paris og paa det Sted,
- ↑ Sanson (Nicolas) 1600—1667, Geograf, udgiver mange Kort. Sanson (Guillaume), Geograf, udgiver Geografi med Kort, Paris 1681. Nye Udgaver med nye Kort, 1690—1705—1714, i Kvart og Folio.
- ↑ 2,0 2,1 Cassini: Les Hypothèses et les Tables des Satellites de Jupiter. Reformées sur de nouvelles observations. Paris 1693.
- ↑ Ephemerides Bononienses Mediceorum Syderum ex Hypothesibus & Tahulis Io. Dom. Cassini. Bononiæ 1668. (Jupitermaanerne kaldtes „de mediceiske Stjerner.“)
