112
CHARLES DICKENS
hendes Usikkerhed benyttede Bumble sig, og saasom han selv frøs, lukkede han uden videre Døren.
»Ækelt Vejr, Hr. Bumble!« sagde Madamen.
»Nederdrægtigt, Madam!« svarede Bumble, »et rigtig anti-kommenalt Vejr! De kan tænke Dem, Madam, at denne velsignede Eftermiddag har vi uddelt over tyve Brød og halvanden Ost, og saa er Fattigfolk endda ikke tilfredse!«
»Nej, naturligvis!« sagde Madamen og nippede til sin The, »naar er de vel dèt, Hr. Bumble?!«
»Rigtigt, Madam, rigtigt!« forsikrede Bumble. »Der var nu f. Eks.
en Mand, han sad med Kone og stor Familie, og saa gav vi ham et
Brød og et helt 
Ost. Men tror De, han var taknemlig, Madam? Ikke
Spor — ikke Spor af taknemlig! Han forlangte Kul, om det saa bare
var et Lommetørklæde fuldt, sagde han. Vil De nu engang tænke Dem,
Madam: Kul?! hvad skulde han med Kul? Riste Osten maaske og
saa komme rendende efter mer?! Men saadan er de Mennesker,
Madam, og de bliver værre og værre! Det er ikke længer siden end i
Forgaars, saa kom der en Mandsperson — ja, De har jo været gift, Madam,
saa til Dem kan jeg jo godt nævne det — han havde bogstaveligt ikke
saa meget som en Lap over sin Bagdel« (Madam Corney slog Øjnene
ned), »han kom hen til Inspektøren, ligesom der var Middagsselskab,
og sagde, at han maatte have Understøttelse. Han var ikke til at faa af
Vejen, og Selskabet blev ked af det, og saa lod Inspektøren ham faa et
Par Næv'fulde Kartofler og en halv Pægl Havremel. »Hvad skal jeg
med dèt?« siger saa det utaknemlige Bæst, »De kunde lige saa gerne
have foræret mig et Par Jern-Briller!« — »Som De vil,« svarer
Inspektøren og tager det fra ham igen, »men andet faar De ikke her!« — »Saa
gaar jeg ud og lægger mig til at krepere paa Gaden!« siger Bæstet. —
»Aa hvad ?« siger Inspektøren, »De hytter Dem vel nok?!«
»Ha, ha, ha, den var god!« faldt Madamen ind, »den ligner rigtig Inspektøren, synes De ikke, Hr. Bumble?! — Naa og saa?«
»Ja kan De nu tænke Dem, Madam,« svarede Opsynsmanden, »saa gaar Bæstet virkelig hen og lægger sig til at dø paa Gaden! Saa obsternasige er de nu til Dags!«
»Nej nu har jeg aldrig hørt saa galt!« erklærede Madamen forarget. »Men sig mig, Hr. Bumble, synes ikke De ogsaa, at det er galt dette her med at give Understøttelse udenfor Fattighuset?«
Hr. Bumble smilte, som Folk smiler, naar de véd, at de sidder inde med en overlegen Forstaaelse. »Rigtigt anvendt,« svarede han, »jeg siger: »rigtigt anvendt, Madam, saa er Understøttelse udenfor Fattighuset til stor kommenal Fordel. Principet ved den er: at give Fattigfolk justemæn det, som de ingen Brug har for, for saa kommer de aldrig igen!… Naa men« (og han gav sig til at løse op for sin Pakke) »det er nu Embedshemmeligheder, som der ikke skal snakkes om, undtagen, om jeg saa maa sige, mellem kommenale Med-Kolleger!… Se her er lidt Portvin, Madam, som Direktionen beordrede sendt ned paa Syge-
