114
CHARLES DICKENS
forelsket Værdighed, der gjorde ham dobbelt imponerende; »jeg vilde gøre mig en Fornøjelse af at drukne dem!«
»Saa var De ogsaa en grusom Mand,« sagde Oldfruen oplivet og strakte Haanden ud efter Opsynsmandens Kop. »En rigtig haardhjertet Mand!«
»Haardhjertet?« gentog Bumble. »Haardhjertet, Madam?« Han slap Koppeu, tog om Madam Corney's Lille-Finger og trykkede den, klaskede et Par Gange med Haanden paa sin galonerede Vest, sukkede umaadelig dybt, og rykkede Stolen en lille Smule bort fra Kakkelovnen.
Bordet, som de sad ved, var som sagt uheldigvis rundt. Idet nu Hr. Bumble lidt efter lidt flyttede sin Stol ikke bort fra Bordet, men bort fra Kakkelovnen, kom han stadig nærmere og nærmere hen til Oldfruens Stol. Tilsidst rørte endog de to Stole ved hinanden. Dersom Madamen var rykket til højre, vilde hun være blevet stegt af ilden, dersom hun var rykket til venstre, vilde hun være faret lige ind i Favnen paa Hr. Bumble. Som den kloge Kone, hun var, forudsaa hun sikkert i et Nu disse Følger, og altsaa blev hun siddende og skænkede blot Hr. Bumble en ny Kop The.
»Haardhjertet, Madam?« sagde endelig Bumble igen og saa' hende ind i Øjnene, mens han rørte om i sin The. »Er De haardhjertet, Madam?«
»Jøsses!« udbrød Madamen, »det var da et løjerligt Spørgsmaal af en Mand, der ikke er gift! Hvorfor spørger De, Hr. Bumble?«
Hr. Bumble drak sin Kop ud til sidste Draabe, tyggede den sidste Mundfuld Brød, børstede Krummerne af sit Skød, tørte sig om Munden, og gav nok saa frejdigt Madamen et Kys.
»Men Bumble dog!« hviskede den omsigtsfulde Madam (som var i den Grad forskrækket, at Stemmen næsten gik fra hende). »Jeg skriger, Bumble!«
Dertil sagde Bumble ingenting, han lagde blot langsomt og værdigt Armen om hendes Liv. — Saasom Madamen iforvejen havde sagt, at hun vilde skrige, maatte denne nye Dristighed naturligvis have tilskyndet hende yderligere til at gøre det. Men der blev ingen Brug for det, thi i det samme bankedes der hastigt paa Døren. Øjeblikkelig fo'r Bumble behændigt hen til Vinflaskerne og gav sig til ivrigt at støve dem af, medens Madamen skarpt spurgte, hvad der var. Det fortjener at fremhæves som et mærkeligt Vidnesbyrd om, hvorledes en Overraskelse pludselig kan ophæve Virkningerne af selv en stor Forskrækkelse, at Madamens Stemme helt havde genvundet sin vanlige Barskhed.
»Aa om Forladelse, Madam,« sagde et gammelt hæsligt Fruentimmer og stak Hovedet ind ad Døren, »men gamle Sally er lige ved at dø.«
»Ja hvad kommer det mig ved?« spurgte Madamen bistert. »Tror du maaske, jeg kan holde Liv i hende?«
»Aak Gud nej, Madam,« svarede den Gamle, »dèt kan ingen, der er ingen Hjælp mere! Jeg har set saa mange Mennesker dø, jeg vèd nok,
