117
OLIVER TWIST
jo bare prøve at komme og holde mig for Nar igen, saa skal I se, hvor jeg skal kurere jer!«
Hun skulde til at fare ud ad Døren. Men Kærlingerne, der havde vendt sig om mod Sengen, gav i det samme et lille Skrig fra sig, og hun saa' tilbage. Den Syge havde rejst sig over Ende, hun sad og strakte Armene ud. »Hvem er dèt?« spurgte hun med hul Røst.
»Saa! saa!« tyssede den ene Vaagekone, »tag nu bare og læg dig ned!«
»Jeg lægger mig aldrig levende mer!« sagde den Døende og stred imod. »Jeg vil tale med hende dér! Kom herhen, nærmere endnu! Jeg vil hviske noget til Dem!« Hun greb om Armen paa Madam Corney, saa at denne maatte sætte sig paa Stolen ved Siden af Sengen, og hun skulde lige til at begynde at tale. Men saa fik hun Øje paa Vaagekonerne, der stod og bøjede sig frem og spidsede Øren. »Jag de to der ud!« hviskede hun, »gesvindt! gesvindt!«
De to gamle Hekse klynkede omkap over, at det var kommet saa vidt med den kære syge Stakkel, saa hun ikke engang længer kendte sine bedste Venner. Men Oldfruen puffede dem uden videre ud ad Døren, lukkede efter dem, og gik tilbage til Sengen. Ude fra forsikrede Kærlingerne saa, at gamle Sally var fuld, — hvad der forresten ikke var usandsynligt. Thi foruden med en antagelig Dosis Opium, som Apoteker-Medhjælperen havde forordnet, havde de to værdige gamle Madamer, hemmeligt og af deres eget gode Hjerte, behandlet hende med en antagelig Slurk Genever og Vand.
»Hør efter!« sagde den Syge og anstrengte sig for at samle sine Kræfter: »I denne Stue her — i den selv samme Seng — passede jeg engang et pænt ungt Fruentimmer, som var blevet bragt herind udaset og ødelagt. Hun fødte en lille Dreng og døde — lad mig se: hvad Aar var det nu?«
»Det er det samme med Aaret! indskød den utaalmodige Madam Corney. »Hvad saa videre om hende?!«
»Hvad saa videre om hende?« gentog den Syge, der var sunken tilbage i sin forrige sløve Tilstand. »Hvad saa videre?… Nu véd jeg det!« udbrød hun pludselig og rejste sig med et Sæt; hendes Ansigt blussede, Øjnene var ved at gaa ud af Hovedet paa hende. — »Jeg plyndrede hende, hører De! Hun var ikke blevet kold endnu, — hører De! hun var ikke blevet kold endnu, da jeg stjal fra hende.«
»Jøsses, hvad stjal du!« spurgte Madam Corney og gjorde en Bevægelse, som om hun vilde kalde Folk til.
»Det!« sagde den Syge og holdt Haanden op for hendes Mund, »det eneste, hun havde. Hun havde trængt til Tøj for at varme sig og til Mad for ikke at sulte ihjel, men hun havde ikke skilt sig ved det! hun gemte det paa sit Bryst. Og det var Guld, forstaar De, ægte Guld, det kunde have frelst hendes Liv!«
»Ægte Guld!« gentog Madam Corney og bøjede sig hastigt ind over den Syge, som var sunket tilbage. »Videre! — videre! — hvad saa mer! Hvem var Moderen?!«
