141
OLIVER TWIST
»Ja men,« sagde Frøken Rosa imedens, »selv om han er skejet ud, saa husk paa, hvor ung han er, og at han maaske aldrig har haft et ordenligt Hjem!… Søde, søde Tante, betænk dèt, før Du lader den syge lille Stakkel trække i et Fængsel, hvor jo ethvert Haab er forbi om, at han kan forbedre sig! Hav Medlidenhed med ham, før det er for sent!«
»Min egen Pige,« svarede den gamle Dame, »tror du, jeg kunde krumme blot saa meget som et Haar paa hans Hoved? Mit Liv lakker mod Enden, og saa vist som jeg haaber at finde Barmhjertighed selv, saa vist vil jeg vise den mod andre. Hvad kan jeg gøre, Doktor, for at frelse Drengen?«
Losberne stak Hænderne i Lommerne, vandrede tankefuldt nogle Gange op og ned ad Gulvet, standsede nu og da og stod og balancerede paa Taaspidserne, rynkede Pande noget ganske forskrækkeligt og mumlede: »Nu har jeg det!« og straks efter: »Nej! Det gaar ikke!« Først efter en hel Del Traven og Rynken Pande og Mumlen svarede han: »Jo, jeg tror nok, jeg skal klare det, hvis De vil give mig uindskrænket Fuldmagt til at jage Giles en Skræk i Blodet og ogsaa ham Deres lille Dreng, Brittles. Jeg véd nok, at Giles er et gammelt og trofast Tyende. Men der er jo saa mange Maader, De kan gøre det godt paa igen, De kan jo ogsaa belønne ham, fordi han er saadan en udmærket Skytte. Naa, gaar De saa ind paa det?«
»Ja hvis der slet ingen anden Udvej er, —« begyndte Fru Maylie.
»Saa giver Tante Dem Haand- og Halsret!« fortsatte Frøken Rosa og smilte gennem Taarer. »Men tag nu ikke haardere paa de to stakkels Mennesker, end det er nødvendigt.«
»De lader til at tro,« sagde Doktoren, »at alle, undtagen De selv, har Lyst til at være haardhjertede i Dag. Jeg vil for den opvoksende mandlige Slægts Skyld ønske, at den første nette unge Kavaler, som henvender sig til Deres Medlidenhed, maa træffe Dem i en ligesaa blid Stemning, — ja og for min egen Skyld vilde jeg ønske, at jeg selv var saadan en net ung Kavaler, der straks kunde benytte mig af Lejligheden!«
»Aah,« sagde Frøken Rosa og blev rød i Hovedet, »De er da ogsaa ligesaa stor en Dreng som Brittles!«
Doktoren lo hjerteligt. »Dèt hører der endda ikke saa meget til!« mente han. »Naa men for at komme tilbage til Patienten: jeg tænker, han vaagner om en Timestid. Og skønt jeg har sagt til den tykhodede Betjent dernede, at det galdt Livet, hvis man bare talte til, end sige flyttede ham, saa tror jeg dog nok, at vi ganske roligt kan snakke lidt med ham og forhøre ham. Og ser De, saa forlanger jeg, at hvis vi kommer til den Overbevisning (hvad der er meget muligt), at han er kun en snavs Person, saa skal han uden videre Snik og Snak overlades til sin Skæbne.«
»Aa nej, nej, Tante!« bad Frøken Rosa.
»Aa jo, jo, Tante!« abede Doktoren hende efter. »Hvis han umuligt kan være i Bund og Grund ødelagt, saa kan De jo saa meget roligere gaa ind paa mine Betingelser.« — —
