194
CHARLES DICKENS
»Hvad kunde jeg aldrig?«
Han saa' ufravendt paa hende, men talte som til sig selv. »Der er«, mumlede han, »ingen paalideligere og trofastere Tøs i hele Riget, ellers havde jeg for et Fjerdingaar siden skaaret Halsen over paa hende. Nej, hun har faaet Feberen, det er det, hun har!«
Saaledes beroliget drak han Glasset ud, og forlangte straks efter, med det behørige Antal Eder, sin Mikstur. Nancy rejste sig hurtigt, skænkede Miksturen op (men med Ryggen til ham), og holdt saa Skeen hen til hans Mund, medens han tog den.
»Naa,« brummede han, »tag saa og sæt dig her ved Siden af mig! Men tag og sæt dit eget Ansigt op, siger jeg dig, for ellers skal du se, jeg skal forandre det, saa du skal faa ondt ved at kunne kende det igen!«
Hun gjorde, som han sagde, og han tog om hendes Haand, lagde saa Hovedet ned paa Puden igen, og laa og stirrede paa hende. Hans Øjelaag faldt til, løftedes, faldt til igen, løftedes paany. Nu og da skiftede han urolig Stilling, og efter at han nogle Øjeblikke havde ligget og døset, vaagnede han med et Sæt og saa' sig forvirret og forskrækket omkring. Pludselig, ligesom han igen var faret op, tog Søvnen ham. Hans Haand slap Nancys, den gled ned paa Sengen, han laa halvvejs som en Død.
Nancy havde rejst sig. »Endelig virkede da Opiumen!« mumlede hun. »Men maaske det allerede er blevet for sent!«
Hurtig greb hun Hat og Sjal, saa' sig ængstelig om, som om hun til Trods for Sovedrikken ventede at føle Sikes' grove Haand tage hende om Armen, bøjede sig saa ned og kyssede ham paa Munden, aabnede og lukkede sagte Døren, og skyndte sig ned paa Gaden.
Vægteren raabte i det samme halv ti nede i Gyden, som hun skulde igennem.
»Er den meget over halv?« spurgte hun ham.
»Om et Kvarter slaar den hel,« svarede han og holdt sin Lygte op for hendes Ansigt.
»Aa!« mumlede hun hen for sig, medens hun løb videre, »og jeg kan aller tidligst være der om en Time!«
Mange Butiker var allerede lukkede. Hun fløj ben ad det smalle Fortov, albuede sig frem mellem dem, der gik, smuttede ind under Hestenes Hoveder, naar hun skulde skraa over de stærkt befærdede Gader. »Er Tøsen tosset?!« udbrød Folk og blev staaende og saa' efter hende. Efterhaanden, som hun nærmede sig sit Maal, blev dog Færdselen mindre. Her var kun faa Fodgængere, hun kunde mere uhindret komme frem. Og hun løb og løb. Indtil hun endelig stod udenfor sit Bestemmelsessted: et stort Hotel-garni i en rolig og stadselig Gade. Lige som hun standsede neden under den straalende Lygte over Indgangsporten, slog Klokken Elleve. Et Øjeblik nølede hun, om hun skulde gaa ind; men saa tog hun sig sammen og gjorde det. Portièr'en var ikke i sit Lukaf. Hun saa' sig raadvild om og gik hen imod Trappen.
