197
OLIVER TWIST
»Tak De Gud paa Deres Knæ, Frøken!« fortsatte Pigebarnet, »for at De har haft Familie, der har plejet og hæget om Dem i Deres Barndom, og for at De aldrig har været stødt ud mellem Kulde og Sult og Kiv og Drukkenskab og — det, som værre er, saadan som jeg har været det, næsten fra Vuggen af. Jo jeg kan godt bruge det Ord; for Gaden og Rendestenen var min Vugge, ligesom de vel engang bliver mit Dødsleje.«
»Hvor det gør mig ondt for Dem!« sagde Rosa, og hendes Stemme rystede. »Det skærer jo helt ind i Hjertet!«
»Gud velsigne Dem for Deres Godhed! De skulde bare vide, hvordan jeg undertiden er til Mode… Men — jeg har sneget mig væk fra nogen, som ganske sikkert vilde myrde mig, dersom de fik at vide, at jeg er gaaet hen at fortælle Dem, hvad jeg har hørt. Kender De en Mand, der hedder Monks?«
»Nej.«
»Da kender han dog Dem, og han véd, at De bor her. For det var ved at opsnappe, hvad han sagde, at jeg fik at vide, hvem De er og hvor De var.«
»Jeg har aldrig hørt hans Navn.«
»Naa, maaske han ogsaa gaar under et falsk Navn blandt os, det har jeg tit tænkt mig!… For nogen Tid siden, kort efter at Oliver var kommet i Huset hos Dem, kort efter Indbrudet, véd De, saa belurede jeg (for jeg havde faaet Mistanke til den Mand) en Samtale mellem ham og Fagin. Og deraf fik jeg at vide, at Monks — jeg mener den Mand, som jeg før spurgte Dem om —«
»Ja vist, ja vist, jeg forstaar!« indskød Rosa.
»— At Monks,« fortsatte Nancy, »tilfældigvis havde faaet Øje paa Oliver sammen med to af vore Drenge den Dag, da Oliver første Gang kom bort fra os, og saa havde han straks set, at Oliver var netop det Barn, som han havde søgt efter — jeg kunde ikke blive klog paa hvorfor. Og saa var der blevet gjort den Akkord med Fagin, at hvis han igen kunde faa fat i Oliver, skulde han faa en Sum Penge, og han skulde faa flere Penge endnu, hvis han saa fik gjort ham til Tyv: for det kunde Monks have Fordel af.«
»Men hvordan dèt?« spurgte Rosa.
»Han, Monks, opdagede min Skygge paa Væggen, bedst som jeg stod og lyttede for maaske at faa det at vide. Og der var nok ikke mange, der kunde have gjort mig det Kunststykke efter, at slippe fra det uden at blive nappet. Men det gjorde jeg. Og saa saa' jeg ham ikke igen før i Aftes.«
»Hvad skete der da?«
»Nu skal De høre, Frøken! I Aftes var han igen henne hos Fagin. Og de gik igen ovenpaa, og jeg hyllede mig saadan ind, saa denne Gang kunde min Skygge ikke forraade mig, og jeg listede bag efter og lyttede ved Døren. De første Ord, jeg hørte Monks sige, var: »Altsaa ligger nu de eneste Beviser for, hvem Drengen er, paa Bunden af Floden, og den gamle Heks, der havde hugget dem fra hans Moder, raad-
