219
OLIVER TWIST
Hendes Øjne var røde og ophovnede. Hun sad lidt og rokkede frem og tilbage, slog saa pludselig med Nakken og brast i Latter.
»Hvad Satan er nu dèt?!« udbrød Sikes og saa' forbavset hen paa Jøden.
Jøden betydede ham med et Nik, at han skulde bare ikke tage Notits af hende, og nogle Minuter efter blev hun ogsaa ganske rolig. Saa tog Jøden sin Hat og bød Godnat. Da han kom hen til Døren, vendte han sig om og spurgte, om han ikke kunde blive lyst ned ad Trappen, der var saa mørkt.
»Tag og lys ham ned!« kommanderede Sikes, som var i Færd med at stoppe sin Pibe; »det vilde være Synd, om han skulde knække Halsen selv, saa fik de, der plejer at stime sammen om Galgerne, saa meget mindre at glo efter!«
Nancy tog Lyset og fulgte med. Da de var kommen ned i Gangen, traadte Fagin tæt ind til hende, lagde Fingeren paa Munden og hviskede: »Hvad er der saa i Vejen, min Pige?«
»Hvad mener De?« svarede hun, ligeledes hviskende.
»Naar han (Fagin pegede med sin runkne Finger op ad Trappen) er saa haard imod dig, Nancy, — for han er jo et Dyr, du, et fuldstændigt Dyr! — var det saa ikke…?«
»Hvad for noget?« spurgte hun, da Fagin pludselig stoppede op, med sin Mund næsten helt inde ved hendes ene Øre og med Øjnene tæt op ad hendes.
»Vi kan tale om det en anden Gang! Husk paa, min Pige, du har en Ven i mig, en trofast Ven. Og jeg ved ogsaa Udveje, du, i al Hemmelighed. Dersom du faar Lyst til at hævne dig, fordi du bliver behandlet som en Hund — nej værre end en Hund, for den klapper han dog undertiden! — saa… kom til mig! Han er jo bare et flygtigt Bekendtskab for dig, Nancy; men mig véd du, hvor du har, mig kender du!«
»Ja Dem kender jeg,« gentog hun, uden Spor af Betoning. »Godnat.«
Hun gøs tilbage, da han vilde tage hendes Haand, men sagde endnu en Gang ganske roligt Godnat, besvarede hans Blik med et betydningsfuldt Nik, og lukkede saa Døren efter ham.
Fagin vandrede tankefuld hjem efter. Han havde allerede i nogen Tid haft den Idé (og hvad der var sket i Aften havde bestyrket hans Tro), at Nancy var blevet træt af Indbrudstyvens Raahed og havde fattet Tilbøjelighed for en anden. Hendes forandrede Væsen, dèt, at hun saa hyppigt gik ene ud, hendes forholdsvise Ligegyldighed for Bandens Interesse, alt pegede i den Retning. Hun maatte have kastet sine Øjne paa en fremmed, og ham gjaldt det nu om at sikre sig i en Fart: for med en saadan Medhjælperske som Nancy vilde han være en Vinding!
Desuden var der maaske noget andet at opnaa. Sikes vidste altfor meget, hans grove Udfald ærgrede Jøden. Det maatte staa klart for Nancy, at dersom hun brød med Sikes, vilde hverken hun eller hendes ny Ven et Øjeblik kunne være sikre for hans Raseri. »Mon man saa
