249
OLIVER TWIST
»De Grunde, som den Gang bestemte mig, bestemmer mig endnu,« svarede Rosa. »Naar skulde jeg vel mer end i Aften føle, hvad min Pligt er overfor hende, som i sin Godhed frelste mig fra et Liv fuldt af Nød og maaske af Skændsel? Hvorfor skal vi pine os selv, Harry? — vi har talt nok om den Sag!« Og hun gjorde Mine til at ville rejse sig.
Han holdt hende blidt tilbage. »Nej, Rosa,« sagde han, »endnu ikke! Siden vi sidst taltes ved, har alt forandret sig for mig, alt undtagen min Kærlighed. Det, jeg nu tilbyder dig, er ingen straalende Plads blandt taabelige Omgivelser, som rødmer og forarges over alt undtagen over det, der er virkelig slet. Det var min Hensigt, da jeg rejste, at kunde ikke min Verden blive din, saa skulde din Verden blive min. Og det er nu sket! Kan hænde, at min fornemme og indflydelsesrige Slægt for Fremtiden ikke vil kendes ved mig. Men ovre i et af vort Lands smukkeste Egne ligger en lille Landsbykirke og en Præstegaard, som du kan gøre mig stoltere af, end alle mine Ungdomsdrømme kunde have gjort mig, selv om de var gaaet i Opfyldelse. Dèt er den Stand og Stilling, jeg byder dig!«
»Det er skam drøjt, naar man skal vente med Aftensmaden paa et Par Kærestefolk!« sagde Hr. Grimwig, som vaagnede af en lille Lur og tog det Lommetørklæde bort, han havde bredt over sit Ansigt. »Jeg tænkte virkelig saa smaat paa at gøre Alvor i Aften af at æde mit eget Hoved, siden det lod til, at man ikke vilde unde mig andet. Naa men nu vil jeg da først tage mig den Frihed at ønske den tilkommende Brud til Lykke med et Kys!«
Han iværksatte øjeblikkelig sin Trusel overfor den rødmende Frk. Rosa, som just var traadt ind, og hans Mod smittede baade Doktoren og Hr. Brownlow. Nogle paastaar rigtignok, at Harry Maylie havde foregaaet dem med et Eksempel inde i det tilstødende mørke Værelse. Men saasom Harry jo var ung endnu og desuden en gejstlig Mand, anser kyndige Folk dette for en skammelig Bagvaskelse.
»Men Oliver, min egen Dreng!« udbrød i det samme Fru Maylie, »hvad græder du dog for?! og hvor har du været henne?«
Ak, vi lever i en Skuffelsernes Verden, — og tit ser vi endda det Haab skuffet, som gør vort Hjerte størst Ære! — Stakkels Dick var død!
50.
Jødens sidste Nat.
Retssalen var fyldt fra Gulv til Loft med menneskelige Ansigter, alles Blikke var rettede mod en eneste, — Jøden. Foran, bagved, fra oven, neden fra, til højre, til venstre, alle Vegne omgaves han som af et Firmament af tindrende Øjne. Han stod dèr i dette Spil af levende Lys, med den ene Haand støttet paa den lille Skranke, den anden holdt op til Øret, Hovedet bøjet fremad for tydelig at kunne opfange hvert
