252
CHARLES DICKENS
Først om Aftenen paa denne forfærdeligt sidste Dag kom der over ham en tilintetgørende Bevidsthed om, hvor fortvivlet han var stedt. Da først gik det op for ham, at han virkelig — virkelig skulde dø! Med de to Mænd, som skiftedes til at holde Vagt hos ham, havde han kun talt lidt, og de paa deres Side havde ikke bekymret sig synderligt om ham. Han havde siddet hen som i vaagne Drømme. Nu sprang han op hvert Minut og fo'r frem og tilbage i Cellen med brændende Pande og skummende Mund og under saadanne Anfald af Angst og Raseri, at selv Slutterne blev uhyggelige til Mode. De turde ikke være ene længer med ham, men besluttede at holde Vagt begge.
Jøden sad og krøb sammen paa Stenbænken, hans Tanker gik tilbage i Tiden. Den Dag, han blev arresteret, havde nogle Stenkast fra Pøblen ramt ham i Hovedet, og han var blevet forbundet med et Tørklæde. Det røde Haar hang ned om hans blodløse Ansigt, Skæget var uredt og sammenfiltret, Øjnene skinnede med en frygtelig Gians. Otte — Ni — Ti! Hvis man ikke bare lod Klokken slaa for at forskrække ham, hvis det var de rigtige Timer, der saadan traadte hinanden i Hælene, hvor vilde han saa være, naar Slagene kom igen? Elleve! Igen Klokkeslag,… før den forrige Times Stemme havde holdt op at dirre! Klokken Otte vilde han være den eneste Sørgende ved sin egen Ligbegængelse; og Klokken Elleve — — —!
Det frygtelige Fængsel, der har skjult saa megen Elendighed og Jammer ikke blot for Menneskers Øjne, men ogsaa for deres Tanker, havde sagtens aldrig indesluttet saa frygteligt et Skuespil som dette. Dersom de, der kom forbi, havde kunnet se, hvordan den Mand gebærdede sig, som skulde hænges næste Morgen, vilde Natten maaske ikke være blevet dem god. Nu standsede, fra Aften til Midnat, af og til Folk udenfor Porten og forhørte sig, om Eksekutionen vilde finde Sted som bestemt. Og saa forklarede de for hinanden, ad hvilken Port Fangen vilde komme ud, og hvor Galgen skulde rejses, og de gik deres Vej.
Pladsen udenfor Fængslet var allerede afspærret, nogle sortmalede Bomme var blevet anbragt tværs over Gaden, den Gang Hr. Brownlow og Oliver indfandt sig ved Porten og foreviste en Ordre fra Øvrigheden, som gav dem Adgang til Fangen. Arrestforvareren saa' paa Oliver og bemærkede, at »dèt var ikke noget for Børn at se.« Men Hr. Brownlow forklarede hviskende, hvorfor han havde anset det for rigtigt, at Oliver fulgte med, — og Arrestforvareren tog til Huen og gik foran dem gennem lange og bugtede Gange. Undervejs gjorde han opmærksom paa, at man kunde høre Hammerslag: det var Galgen, der blev rejst. Saa standsede han endelig udenfor en Celle og bankede med en af Nøglerne i sit store Nøgleknippe paa Døren. De to Vogtere kom ud, Arrestforvareren traadte ind med de Fremmede. Han havde taget Oliver ved Haanden og sagt, at han skulde ikke være bange.
Jøden sad paa Stenbænken og rokkede frem og tilbage. Hans Ansigt lignede et Dyrs, der er blevet fanget i en Fælde. Skønt han saa' de Indtrædende, lod han ikke til at se dem, undtagen maaske som medoptagne i de Syner, hvori han havde fortabt sig.
