254
CHARLES DICKENS
Da de kom ud paa Gaden, var Dagen ved at bryde frem. Vinduerne var fulde af Folk, og til begge Sider saa's en Menneskevrimmel, som puffedes og skændtes og gjorde Halløj. Alt var Liv og Bevægelse — undtagen derinde i Midten; dèr var der noget mørkt, tavst, urørligt, som ragede op: et sort Stillads, — Tværbjelken, — Rebet, — Dødens gyselige Apparat!
51.
Slutning.
Hvad der saa er tilbage at fortælle kan siges med faa Ord.
Inden der var gaaet et Fjerdingaar, blev Rosa Fleming viet til Harry Maylie i selve den Landsbykirke, som fremtidig skulde være Skueplads for hans Virksomhed, og selv samme Dag flyttede de ind i deres nye, hyggelige Hjem. Fru Maylie kom til at bo hos dem. Hun nød dèr Resten af sit Liv den Glæde, som undertiden bliver en ærværdig Alderdom til Del, nemlig Glæden ved at være Vidne til deres Lykke, hvem et vel anvendt Livs bedste Kærlighed og ømmeste Omsorg har været helliget.
De Herrer Giles og Brittles beklæder stadig deres vante Stillinger, uagtet den førstnævnte er blevet skaldet, og den sidstnævnte er blevet en ganske graahaaret »Dreng«. De sover i Præstegaarden, men viser dens Beboere og forskellige nærboende Personer saa ligeligt deres Opmærksomhed, at Folk i Landsbyen den Dag i Dag ikke er kommet paa det rene med, hos hvem de egenlig tjener.
Da alt var gjort nøjagtigt op, viste det sig, at Monks og hans Moder havde omgaaedes saare letsindigt med den Formue, som de havde tilvendt sig. Naar dèt, der var tilovers, deltes ligeligt mellem Monks og Oliver, vilde hver af dem kun faa et halvt hundred Tusend Kroner. I Følge Faderens Testamente havde Oliver egenlig Ret til at tage det hele. Men Hr. Brownlow vilde nødigt berøve den ældste af Brødrene al Mulighed for at slaa ind paa et nyt og bedre Liv, og han henstillede altsaa til Oliver at lade Pengene blive delt, — hvad Oliver uden Betænkning samtykkede i. Med den ham tilfaldne Part drog saa Monks (stadig under dette paatagne Navn) over til en fjern Egn af den ny Verden, hvor han i en Fart satte alt overstyr. Saa faldt han tilbage til sine gamle Vaner, gjorde sig skyldig i nye Bedragerier og Slyngelstreger, sad længe fængslet, fik tilsidst et Anfald af sin tidligere Sygdom, og døde i Fængslet. Lige saa langt borte fra Hjemlandet lod ogsaa efterhaanden de vigtigste andre Medlemmer af Fagins Bande deres Liv. Kun ung Charley gik det anderledes. Sikes' Forbrydelse havde gjort et stærkt Indtryk paa ham, og han kom i Tanker om, at til syvende og sidst var dog maaske et retskaffent Liv det bedste. Saa døjede han en lang Tid meget ondt og maatte kæmpe alvorligt. Men nøjsom og udholdende, som han var, førte han alligevel sit Forsæt igennem. Først blev han Røgterdreng hos en Bonde og siden Pakæsel hos en Fragt-
