17
Krænkelse over, at hendes Udsagn blev draget i Tvivl.
Præsten, der denne Aften ikke havde blandet sig i Samtalen, tog nu Ordet. Jeg, der stod ham nærmest, havde i nogen Tid fulgt det skiftende Minespil i dette udtryksfine ædeltformede Ansigt, hvis unge Præg kontrasterede saa stærkt mod hans kridhvide Haar. Haaret havde just den Hvidhed, man forestiller sig, naar man hører om Mennesker, hvis Haar af Rædsel bliver hvidt paa en eneste Nat. I disse Uger, vi havde været under Tag sammen, havde ingen af Gæsterne tilnærmelsesvis behaget mig som denne Mand, hvis stille sørgmodige Væsen i Forbindelse med hans smukke Ydre var af helt fortryllende Virkning.
Man fortalte om ham, at han, der var Søn af en af vore mest fremragende Biskopper, havde haft en stor Fremtid for sig, men at han havde foretrukket at blive i
