45
Vejen igen uden at faa sagt, hvad hun havde paa Hjerte? Dette ombestemte mig. Jeg, der aldrig havde tænkt at kunne handle bag Idas Ryg, sagde hastigt: — Gaa saa ud i Haven og vent. Jeg lover Dem, ingen skal faa at vide, De har været her.
— Jeg lukkede efter hende og gik ud for at hjælpe Ida af Vognen. Idet jeg løftede hende ned, begyndte hun at græde. Utilpas var jeg iforvejen over det tvungne Hemmelighedskræmmeri, Idas Adfærd gjorde mig yderlig mismodig. Jeg spurgte, hvad der var hændet, og hun svarede Gang paa Gang: — Aah, jeg var saa bange for at komme for sent. Det var, som om jeg løb for Livet, medens vi kørte. — For sent, til hvad? spurgte jeg. — Det er jo det, jeg ikke véd … men det var noget herhjemme, noget med dig. Føl mit Hjerte! Jeg holdt Haanden hen, Slagene jog imod mig. Jeg fik hende ind i Spisestuen, Pigen bragte The, og jeg
