63
Øjne har ikke set klart, ellers havde hun vidst Sandheden og ikke sørget sig tildøde … Det er den Sammenhæng, jeg ikke fatter … I de første Aar efter Idas Død sad jeg Aften efter Aften med Dagbogen i mine Hænder. Jeg mente, jeg maatte vel engang finde Løsningen paa den Gaade. Men jeg har lært, det nytter ikke at granske efter sligt … der er Dybder, hvor ingen Loddeline fanger Bund.
Da jeg vaagnede, var Ida oppe, hun var meget bleg, men intet i hendes Væsen tydede paa, at hun var oprevet og ulykkelig. Hun kom hen og kyssede mig og bad mig glemme hendes underlige Adfærd om Natten. Hun var, sagde hun, bleven overtræt af Markedsgøglet og de mange Mennesker og af Længsel efter mig. Saa hviskede hun til mig: — Du skal se, Erhardt, jeg gaar ligesaa stille hen og dør af at elske dig …
