69
— Varligt prøvede jeg at dreje Samtalen. Jeg gav mig til at drøfte Forskellen mellem vore Menigheder, kom derfra ind paa Forholdet i Hjemmene og mellem Mand og Hustru og naaede omsider derhen, hvor jeg vilde. Jeg talte om de faldne Kvinder og udtalte som min Overbevisning, at den Mand baade kristeligt og menneskeligt set udrettede en større Gerning, der tilgav en saadan Kvinde og rejste hende gennem Kærlighed, end den, der udsaa sig en ren og uprøvet Kvinde til Hustru. Han indrømmede dette i visse Tilfælde. Jeg erklærede, det maatte gælde alle Tilfælde. Hertil svarede han: — Kun ikke for en Præst. Hvem véd, maaske kunde jeg falde i Elskov til en saadan Kvinde, saalænge jeg intet anede, men den Dag, jeg fik Visheden, maatte jeg slippe hende. Det modsatte vilde være Synd mod den Hellig-Aand. At tage en
