91
— Ud paa Eftermiddagen spurgte hun, om jeg ikke skulde ind til min Prædiken. Jeg var bange for at ængste hende ved at sige, at jeg under disse Forhold aldeles ikke kunde tænke paa at prædike, jeg undveg derfor Spørgsmaalet og sagde, at der var Tid nok.
— Hun slog sig til Taals et Par Timer, men da Skumringen faldt paa, begyndte hun igen, om jeg da helt glemte min Prædiken. Hun sagde ydermere, at hun var træt og vilde sove, medens jeg arbejdede, og at jeg slet ikke skulde tænke paa hende — desuden kunde Dørene mellem os staa aabne.
— Der var fem Døre mellem Sovekamret og mit Studereværelse. Jeg føjede hende og lod dem staa, den ene efter den anden, medens jeg satte mig over i min Stue og prøvede at læse. Med halve Timers Mellemrum gik jeg ind for at se til Ida. Hun sov, og jeg listede tilbage.
