Denne side er valideret
XLI.
Paa min Eng græsser en hvid Hind. Det er den tammeste og yndigste Hind i Skoven. Den æder af min Haand, og, saasnart den hører min Røst, kommer den springende.
Der er mange andre Hinde, der kredser om min Eng. Jeg lokker dem ind og byder dem at græsse. Men de vejrer den hvide Hinds Spor, de føler sig ikke trygge. Og saasnart jeg i Skovbrynet skimter min hvide Hind med lyttende Øren og spejdende Øjne, jager jeg dem alle bort.
Min Eng tilhører den hvide Hind, og den tilhører mig. Den er min Lyst og
