Denne side er valideret
XLII.
Maria, min hvide Hind. Tak være Dig, at Du bevarede dit Hjærte standhaftigt i hine Prøvelsens Dage.
Saa ubekymret om Faren sprang Du mellem din Bejlers Snarer og min Eng. Han truede og han lokkede, men just som han mente, at nu var Du i hans Garn, fløj Du i hastige Spring bort for at æde af min vinkende Haand.
Kendte Du Anger og Skrupler ved det dobbelte Spil? Vistnok, naar Du var borte fra mig. Dine Breve talte derom. Du bad mig slippe Dig. Eller Du bad mig befale Dig at slippe den Anden.
