146
Hvis Du bad mig om nærmere Redegørelse for mit Liv hernede, jeg kunde ikke med min bedste Vilje opfylde dit Ønske. Jeg ser en Mængde Mennesker og Ting glide mig forbi. Jeg husker intet af det altsammen. Jeg længes kun efter Aftenen, at jeg kan gaa til Sengs og være ene.
Saa ligger jeg ganske stille og prøver paa at leve om igen den sidste Nat, jeg var hos Dig.
Men der er saamegen Støj udenfor paa den store Bys Gader. Støjen stiger op til mig som Summen af en Folkehob i Oprør. Og gennem den truende Summen lyder ustandseligt hvinende Piskeslag paa Hesterygge og Kuskenes hidsende Skrig.
De første Aftener var jeg bange. Jeg følte Slagene helt ind i mit Hjærte og, skælvende, krøb jeg sammen under Tæppet. Men saa kom jeg til at tænke paa, at om det var Dig, der martrede mig til Døde, det vilde ingen Lidelse være. Jeg tog gærne Døden af din Haand.
