Side:Peter Nansen - Maria.djvu/40

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

XIV.


Maria var min saameget, jeg vilde.

Blandt de mange bondefiffigt beregnende Kærligheds-Lærdomme, vore unge Kvinder fyldes med, er den allergrimmeste den, at Kvinden bør gøre sig kostbar. Der ligger heri en Antydning af Kærligheden som en Handel, hvor Kvinden sælger sig saa dyrt som muligt. Lærdommen er en Nedværdigelse af Kærligheden, men først og fremmest af Kvinden. Han elsker hende og hun ham. Begge har samme Trang og Lyst til Hengivelse. Hvor hæsligt da, ifald hun nægter sin Ven hans selvfølgelige Ret og kun tildeler ham den som en Naade, han ydmygt maa bede om!