Side:Peter Nansen - Maria.djvu/92

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

80

hvor Vejret huserede værst. Vi stod Ansigt til Ansigt — blussende og vaade af Regn og Blæst — stod og lo.

Hvad ænsede vi Vejret? Var det koldt, stormede det, sneede det endnu? Jeg tror det, for vi havde det store Torv ganske for os selv. Hvad jeg sikkert véd, er, at foran mig straalede Solen ud af de dejligste Øjne, blomstrede Vaaren paa de sødeste Kinder.

Vi lo, saa vi næsten ikke kunde høre op, saa hjærteligt, saa overgivent, saa meningsløst. Hvad siger jeg: meningsløst? Nej, aldrig har der været bedre Mening i at le.

Vi lo og vi spurgte i Munden paa hinanden: »Hvor har Du dog været, Maria? Jeg troede, Du var død.« »Og Du da? Jeg troede, Du var rejst.« »Men hvorfor skrev Du ikke?« »Fordi Du havde forbudt mig det.« »Det havde jeg ganske glemt.« Og vi lo igen.

Nu spørger min strænge Censorinde: