just det Modsatte af din Meening herud. Den Viise, ville jeg sige, maatte bedrøves, men Daaren glæde sig naar han skal døe.
Socrates anhørde ham med Opmærksomhed, og syntes at fornøie sig ved hans Skarpsindighed. Han vendte sig derpaa til os og sagde: Cebes kan skaffe een nok at bestille, der vil paastaae noget imod ham. Han har bestandig Udflugter.
Men, svarede Simmias, denne gang, synes mig at Cebes ikke har Uret, kære Socrates! Visselig! hvorved kan en viis Mand bevæges til, uden Misfornøielse at unddrage sig den allerhøieste Opsynsmands goddædige Forsorg? Og om jeg ikke tager feil, Socrates! saa sigter Cebes med sine Indvendinger egentlig paa den Opførsel, du nu viser, da du saa frimodig, saa villig ikke aleene forlader os alle, som din Død falder saa smertelig, men endog unddrager dig saadan en Beherskeres Opsyn og Forsorg, hvilken du har lært os at ære, som det viiseste og beste Væsen.
Saa? sagde Socrates; man har, som jeg hører, anklaget mig? Jeg maae vel altsaa formelig forsvare mig?
Gandske vist! sagde Simmias.
Got! blev Socrates ved. Jeg vil stræbe, bedre at indrette denne min Forsvars Tale, end den jeg har holdt for mine Dommere.
