Cebes svarede: Jeg erindrer mig engang at have hørt af Philolaus en Erklæring, som kanskee kan giøre denne Sag fuldkommen klar.
Vil Cebes, svarede Socrates, ikke lade sine Venner tage Deel i denne den salige Philolai Efterladenskab?
Naar disse, sagde Cebes, ikke hellere ville høre Erklæringen af en Socrates. Dog lad være.
Alle Begreber om ulegemlige Ting, sagde Philolaus, har Siælen ikke erlanget ved de udvortes Sandser, men ved sig selv, da den har beobagtet sine egne Virkninger, og derved lært at kiende sit eget Væsen og sine Egenskaber.
For at giøre dette tydeligere, har jeg ofte hørt ham sætte denne Opdigtelse til: Lad os, pleiede han at sige, laane de tvende Tønder af Homerus, som ligge i Jupiters Forsal, men tillige udbede os den Frihed at fylde dem, ikke med Lykke og Ulykke, men den høire med virkelig Væsen, og den venstre med Mangel og Uvæsen. Saa ofte nu Jupiters Almagt vil frembringe en Aand, saa øser han af begge disse Tønder, kaster et Øiekast paa den evige Skiebne, og bereder, efter dens Maal, en Blanding af Væsen og Mangel, som indeholder det fuldkomne Grundlag til den tilkommende Aand. Derudover findes imellem alle Arter af aandelige Væsener en forundringsværdig Liighed. Thi de ere alle øste af een og den samme Tønde, og aleene forskiellige i Henseende
