Aldeles ikke.
At være og ikke være er altsaa to Beskaffenheder, der umiddelbar følge paa hinanden, som maae være hinanden de nærmeste; Men vi have seet, at Naturen ingen slige Forandringer, der maae skee pludselig og uden Overgang, kan frembringe. Erindrer du dig vel endnu denne Sætning?
Meget vel, sagde Cebes.
Altsaa kan Naturen hverken tilveiebringe en Tilværelse eller en Tilintetgiørelse.
Rigtig!
Altsaa gaaer der ved det dyriske Legemes Opløsning intet forloren. De affaldne Deele blive ved at være til, at virke, at lide, blive sammensatte og adskilte, indtil de igiennem uendelige Overgange blive forvandlede til Deele af en anden sammensat Ting. Meget bliver til Støv, meget til Fugtighed; denne stiger i Luften, hiin gaaer over til en Plante, vandrer fra Planten i et levende Dyr, og forlader Dyret for at tiene Ormene til Underholdning. Stemmer dette ikke overeens med Erfaringen?
Fuldkommen, kiære Socrates! svarede paa eengang Cebes og Simmias.
Vi seer altsaa, mine Venner! at Død og Liv, for saavidt de angaae Legemet, ikke saa meget ere adskilte i Naturen, som det synes for vore Sandser. De ere
