Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/102

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
100

og fandt I end Tilgivelse paa Jorden, og dog ikke Ro i Eders Indre, eller fandt I ingen Tilgivelse paa Jorden, fordi I ikke søgte den, eller fordi I søgte den forgjæves: o vender om, og kommer hid, her er Hvile!

Indbydelsen staaer ved Veiskjellet, der hvor Fortabelsens Vei sidste Gang svinger af, og for Øiet taber sig — i Fortabelsen. O, vender om, vender om, kommer hid; gyser ikke for Tilbagetogets Vanskelighed, hvor tung den end er; frygter ikke Omvendelsens besværlige Gang; frygter ikke et Tilbagefald, som Taalmodighedens Gud har Taalmodighed til at tilgive, og som en Synder dog vel skulde have Taalmod til at ydmyge sig under.



Indbyderen

er den fornedrede Jesus Christus; det er ham, der har sagt disse Ord: Kommer hid! Det er i Fornedrelsen, og ikke fra Herligheden, han har sagt disse Ord. Indbyderen er den fornedrede Jesus Christus, det ringe Menneske, født af en foragtet Jomfru, hans Fader en Tømmermand, i Slægtskab med nogle andre simple Folk af den laveste Masse, det ringe Menneske,