sige om den. Intet andet Forhold mellem Menneske og Menneske gjør Fordring paa den Idealitet, som Elskoven, og dog skjønnes den aldrig at have den. Allerede af den Grund frygter jeg Elskov, fordi jeg frygter, den skulde have Magt til ogsaa at faae mig til at snakke hen i Luften om en Salighed, jeg ikke fornam.
For det Første finder jeg det komisk, at alle Mennesker elske og ville elske, og man da aldrig kan faae oplyst, hvad det Elskelige, det er: Elskovens egentlige Gjenstand, er. Hvad er det man elsker? Herpaa gives der intet andet Svar, end at man elsker det Elskelige. Svarer man nemlig med Plato, at man skal elske det Gode, da har man ved et eneste Skridt overskredet hele det Erotiskes Omfang. Men saa svarer man maaskee, at man skal elske det Skjønne. Dersom jeg da vilde spørge, om det at elske, er at elske en skjøn Egn, et smukt Maleri, saa vilde man strax see, at det Erotiske ikke forholder sig som Art til Elskovens Omfang, men er noget ganske Særeget. Vilde saaledes en Elsker, for ret at udtrykke, hvor- megen Elskov der boede i ham, holde saadan Tale: jeg elsker smukke Egne og min Lalage, og den skjønne Dandser og en skjøn Hest, kort, jeg elsker alt det Skjønne, saa vilde Lalage, om hun end ellers var tilfreds med ham, ikke være tilfreds med hans Lov-
