Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/65

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
63

Beslutningens hellige Skjønhed, hvad Ynglingens ikke har. Eller er han ikke ligesaa riig og lykkelig som Ynglingen? Er min Rigdom maaskee mindre, fordi jeg eier den i den eneste betryggende Sikkerhed; er min Fordring til Livet mindre, fordi jeg har den paa stemplet Papiir; er min Lykke mindre, fordi Gud i Himlen vil borge for den, og ikke vil det for Spøg, som Eros vilde det, men vil det i Alvor og Sandhed, saasandt Beslutningen holder ham fast! Eller skulde maaskee det Sprog, den elskende Yngling veed at føre, være mere guddommeligt, end det Ægtemanden veed at forstaae? Er ikke Vielsen selv en saa mørk Tale, at der skal mere end en Digter til, for at forstaae, er den ikke et saa dristigt vovet Ord, at Den, der kun forstaaer det halvt, maatte tabe Sands og Samling? At tale om Pligt til et Par Elskende — og at forstaae det, og dog være forelsket, vundet til den Elskede med Umiddelbarhedens fasteste Baand! At tale om Forbandelsen, der hviler paa Slægten, om Ægteskabets Besværligheder, om Qvindens Smerte og Mandens sure Sveed — og dog være forelsket, og i Forelskelsens Umiddelbarhed forvisset om, at kun Lykke venter dem! At høre dette, at see Beslutningen, at holde Sindet fast paa den, og tillige at kunne see Myrthekrandsen paa den Elskedes Hoved — sandeligen, en Ægtemand, en ret Ægtemand er selv et