ikke Sandheden; den er et Hylster, en Indklædning, ud af hvilken først i Aarene den sande Skjønhed vikler sig for Ægtemandens taknemmelige Blik. — Betragt derimod hende, den Bedagede. Du griber ikke uvilkaarlig derefter, thi det er ikke den flygtige Skjønhed, der haster som en Drøm; nei! sæt Dig ved hendes Side, betragt hende nærmere: hun tilhører ganske Verden med sin moderlige Omsorg, hvis travle Tid dog nu er forbi, og kun Omsorgen er bleven tilbage, og i den svæver hun, som Engelen over Pagtens Ark. Sandelig, hvis Du ikke her føler, hvilken Realitet en Qvinde har, saa er og bliver Du en Kritikus, en Recensent, en Kjender maaskee ɔ: en Fortvivlet, der farer hen med i Fortvivlelsens Rasen, raabende: lader os elske idag, thi imorgen er det forbi — ikke med os, det var tungt, men med Elskoven — det er modbydeligt. Giv nu lidt Tid, sæt Dig hos hende; det er ikke Begjæringens lystelige Frugt! dersom det bruser i Dig, da sid her, at Du maa vorde beroliget.... Saa foretrækker Du maaskee at undgaae hendes Selskab. O, selv om den unge Slægt, der omgav hende, var — uhøflig (saaledes tænker vel en Modeherre, der mener, at hun behøver hans Conversation), nei, var forvildet nok til at lade hende sidde ene; hun savner ikke dens Lyst, hun er forligt med Tilværelsen, og dersom Du atter engang skulde føle
