Side:Rasmus Nielsen - Paa Kierkegaardske Stadier.djvu/76

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst
74

Nei, dette Ergo det var galt; thi kan den end Intet af dette gjøre, naar man vinder den, saa kan den, naar den tabes, gjøre det Modsatte, den kan sætte et Been af og en Arm af, ja den kan mishandle et Menneske værre end man gjør det i Rusland, og sende En til Siberien. Naar den kan det, er den dog ikke nogen Indbildning. Thi gaae hen paa Valpladsen, betragt de Faldne; besøg Invalidernes Hospital, betragt de Saarede: aldrig fandt Du der en Død, aldrig der en Qvæstet saaledes mishandlet som den, hvem Æren gjorde det af med.

Saa kommer Forstaaelsen indenfor Jernstængerne. Hvor er saa Ærens Mark? Den er overalt, hvor en Mand falder med Ære. Men Den, der foretrak, hellere end at skulke sig gjennem Livet med Æren, at tabe Æren og give Gud den, han falder ogsaa paa Ærens Mark.

Er der en ny Himmel og en ny Jord at forvente, saa er der ogsaa en ny Ære. Falder jeg da end der, hvor Ingen drømmer om, at Ærens Mark kan være, begraves jeg end paa de Uærliges Kirkegaard, dersom dog en Enkelt, der maaskee i andre Tanker gik min Grav forbi, pludselig standser og holder mig denne Ligtale: "hvorledes er dog dette Menneske kommen til at ligge her, kan man da ligge