| Rigsretsdom 22. juni 1995 | 536 |
at bringe flygtningespørgsmålet ind i valgkampen, var der i
øvrigt i tiltaleperioden en betydelig debat blandt
politikerne, i medierne og i befolkningen om
flygtningepolitikken. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at
nedprioriteringen af de tamilske familiesammenføringssager i langt den
største del af tiltaleperioden ikke blev alvorligt anfægtet
af nogen. I betragtning af, at administrationen af hele
flygtningeområdet var "gennemsigtig", er der grund til at
antage, at omverdenen, herunder Folketinget, havde kendskab
til, hvordan administrationen foregik, og accepterede
nedprioriteringen. Det er således karakteristisk, at Dansk
Flygtningehjælp, der kendte til administrationen, og som
havde gode kontakter til en række medlemmer af Folketinget,
forholdt sig passiv indtil december 1988, at hverken Bjørn
Westh eller Ole Espersen, som gennem skrivelserne fra Erik
Ninn-Hansen blev særskilt underrettet om nedprioriteringen,
reagerede, og at nedprioriteringen ikke blev anfægtet under
samrådet i Folketingets Retsudvalg den 27. september 1988.
Erik Ninn-Hansen måtte som minister og
folketingsmedlem lytte til, hvad der rørte sig i befolkningen, og der er
efter vores opfattelse ingen tvivl om, at der i
befolkningen var et udbredt ønske om, at flygtningeområdet, herunder
familiesammenføringerne, blev administreret på en sådan
måde, at tilstrømningen af flygtninge og deres
familiemedlemmer blev begrænset.
Hertil kommer, at regeringen i hele tiltaleperioden
havde som målsætning, at så mange tamilske flygtninge som
muligt skulle vende tilbage til Sri Lanka, så snart forhol-
