Side:Rigsretstidende 1ste Sag (1855) - Stenographisk Beretning om Rigsrettens Forhandlinger i den under 26de Marts 1855 af Folkethinget mod flere forhenværerende Statsministre besluttede Rigsretstiltale.pdf/104

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

94

og Mere, og at dernæst disse Competenceindsigelser ikke frem­kom allerede ved det næste Retsmøde den 10de Novbr., havde som bekjendt ene sin Grund deri, at den offentlige Anklager ved Sygdoms-Forfald var forhindret fra at give Møde. — Vi kunde ikke have ønsket Noget mere end saa tidligt som muligt at faae Lejlighed til at fremsætte disse Indsigelser og vilde derved iblandt Andet ogsaa have undgaaet, at de andet­steds bleve Gjenstand for urigtige og forvanskende Fremstillinger og Opfattelser, der selvfølgelig aldrig kunne gavne, men let kunne skade.
De høie Dommere vide saavel af Forholdenes store Notorietet som af den ved Sagens Incamination irettelagte og oplæste Rigsretsstævning, at Sagen er anlagt efter et Anklagedecret af det danske Folkething mod de Tiltalte som forhenværende Ministre og Medlemmer af Hans Maj. Kongens Raad til Straf, Erstatning og andet Ansvar, i Anledning af Over­skridelser af Finantsloven ved forskjellige, navnlig ved de extraordinaire Rustninger i forrige Sommer foranledigede, Udgifter igjennem Krigsministeriet og Marineministeriet.
En saadan Sag kan efter min Overbeviisning ikke lovligen nyde videre Fremme ved denne høie Rigsret.
Til denne Overbevisning føres jeg, hvad enten jeg seer hen til Sagens mere objective Side, dens eget Indhold og Beskaffenheden af de Anliggender, hvorom den dreier sig, eller til den mere subjective Side, de for Rettens Skranke indstevnte Mænds Stilling i Forbindelse med den Maade, hvorpaa de ere satte i Anklagestand. Begge Betragtninger lede til samme Resultat, at Sagen falder udenfor de Grændser, der ere afstukne for denne Rets Beføielse til at behandle og paakjende Sager, men iøvrigt sondre disse Betragtninger sig saa bestemt fra hinanden, at hver af de derpaa begrundede Indsigelser, kræver sin særskilte og selvstændige Udvikling, og at de i deres Afgjørelse ere indbyrdes ganske uafhangige af hinanden. Forholdet mellem disse Indsigelser er nemlig dette, at omendogsaa denne høie Rigs-