94
og Mere, og at dernæst disse Competenceindsigelser ikke
fremkom allerede ved det næste Retsmøde den 10de Novbr., havde
som bekjendt ene sin Grund deri, at den offentlige Anklager
ved Sygdoms-Forfald var forhindret fra at give Møde. —
Vi kunde ikke have ønsket Noget mere end saa tidligt som
muligt at faae Lejlighed til at fremsætte disse Indsigelser og
vilde derved iblandt Andet ogsaa have undgaaet, at de
andetsteds bleve Gjenstand for urigtige og forvanskende Fremstillinger
og Opfattelser, der selvfølgelig aldrig kunne gavne, men let
kunne skade.
De høie Dommere vide saavel af Forholdenes store
Notorietet som af den ved Sagens Incamination irettelagte og
oplæste Rigsretsstævning, at Sagen er anlagt efter et
Anklagedecret af det danske Folkething mod de Tiltalte som
forhenværende Ministre og Medlemmer af Hans Maj. Kongens Raad
til Straf, Erstatning og andet Ansvar, i Anledning af
Overskridelser af Finantsloven ved forskjellige, navnlig ved de
extraordinaire Rustninger i forrige Sommer foranledigede, Udgifter
igjennem Krigsministeriet og Marineministeriet.
En saadan Sag kan efter min Overbeviisning
ikke lovligen nyde videre Fremme ved denne høie
Rigsret.
Til denne Overbevisning føres jeg, hvad enten jeg seer hen
til Sagens mere objective Side, dens eget Indhold og
Beskaffenheden af de Anliggender, hvorom den dreier sig, eller
til den mere subjective Side, de for Rettens Skranke
indstevnte Mænds Stilling i Forbindelse med den Maade, hvorpaa de ere satte i Anklagestand. Begge Betragtninger lede
til samme Resultat, at Sagen falder udenfor de
Grændser, der ere afstukne for denne Rets Beføielse til
at behandle og paakjende Sager, men iøvrigt sondre
disse Betragtninger sig saa bestemt fra hinanden, at hver
af de derpaa begrundede Indsigelser, kræver sin særskilte og
selvstændige Udvikling, og at de i deres Afgjørelse ere
indbyrdes ganske uafhangige af hinanden. Forholdet mellem disse
Indsigelser er nemlig dette, at omendogsaa denne høie Rigs-
