105
enkelte Paragrapher blot tillade mig specielt at henvise til § 9
om Kongens Myndighed over Monarchiets
Fællesanliggender og Udøvelsen af denne Myndighed igjennnem
Ministrene; til § 10 om Ministrenes Ansvarlighed for
Regjeringens Førelse, selvfølgeligen i de fælles Anliggender; — til
§ 12, at Ministrene kunne af Kongen eller Rigsraadet sættes
under Tiltale for deres Embedsførelse, selvfølgeligt i de
fælles Anliggender, og at de skulle dømmes af Monarchiets
Rigsret, selvfølgeligen i de fælles Anliggender; —
fremdeles til § 13 hin Monarchiets Rigsrets Stilling; — til §
21 om den lovgivende Magt i alle Fællesanliggender
som varende hos Kongen og Rigsraadet i Forening; — og
til § 22, som jeg allerede ved at omtale § 2 i
Grundlovsbestemmelsen af 29. August 1855 tillod mig at nævne, og
som siger: „Fælles-Anliggender ere alle de, som
ikke udtrykkeligt ere bestemte at skulle være
særlige for de enkelte Landsdele”; — og endelig endnu
til den 2den af de midlertidige Bestemmelser, der
anordner Monarchiets Rigsret og giver denne en efter dens
Opgave — som beskjeftigende sig med Monarchiets fælles
Anliggender — passende Sammenfatning fra de forskjellige
Landsdele.
Samtidigt med denne Forfatningslov af 2. Oktbr. d. A.
for Monarchiets Fællesanliggender emanerede en allerhøieste
Kundgjørelse om Indskrænkningen af Grundloven
af 5. Juni 1849, hvorved, i Medfør af de paa Rigsdagen
selv tagne Beslutninger, Grundlovsindskrænkningen af
29. August 1855 traadte i Kraft. Jeg skal ikke
gjentage Indholdet af denne allerhøieste Kundgjørelse, da den,
hvad den jo ogsaa maatte være, er aldeles stemmende med
Grundlovsbestemmelsen af 29. August selv, alene med den
Undtagelse, at den deri varende § 5, som ikke længere havde
nogen Anvendelse, er bortfalden. Men idet saaledes, samtidigt
med Indførelsen af Fællesforfatningsloven, tillige
Grundlovsindskrænkningen traadte i Kraft, indskrænkedes altsaa fra
det Øieblik af, fra den 2. October af, Kongerigets
