Anklagerens Foredrag.
6te Retsmøde.
137
det vilde have nogensomhelst Betydning for Afgjørelsen af dette Spørgsmaal, om Ministeriet kan afstaa Grunde til Kirker og kunstneriske Bygninger — men jeg tror ikke, det er en Anskuelse, som vil finde Tilslutning i noget vidt Omfang, det er en Anskuelse, som ikke kart eller i alt Fald ikke er bleven formuleret med nogensomhelst Begrændsning, men som ganske i Almindelighed udtaler, at et Salg af Statseiendomme er en administrativ Sag. En Anskuelse, der ganske i Almindelighed siger, at en Minister paa egen Haand er berettiget til at realisere alt uden Undtagelse af Statens Eiendornme, en saadan Anskuelse tror jeg ikke vil finde nogen synderlig Tilslutning hos nogen, der har en udviklet Opfattelse af det konstitutionelle Livs Forhold og Forholdet mellem de forskjellige Faktorer i vor Forfatning. Det Bevis, man har søgt at føre for denne Sætning — en Sætning, der altsaa gaar saa vidt, at ingensomhelst Statseiendom er sikker, hverken fast eller rørlig — rammer derfor i Virkeligheden ikke Sagen. Det er et Bevis, som ogsaa har en vis historisk Karakter, men som lider af samme Feil som andre historiske Beviser, jeg nu har havt under Behandling. Man har nemlig gjort opmærksom paa, at der under den frie Forfatning mange Gange er blevet solgt Statseiendomme uden nogen formel Bemyndigelse enten i en særlig Lov eller paa Finantsloven. Den ærede Defensor har fremlagt en Liste for os over disse Statseiendomme, der saaledes skulle være blevne solgte uden Bemyndigelse; men selv om denne Liste var rigtig, selv om der virkelig var 40 Eiendomme, der vare blevne, solgte uden Bemyndigelse, saa vil det ikke være noget Bevis for, at Administrationen overhovedet var berettiget til at sælge Statseiendomme, idet der for disse Eiendomme gjør sig en hel særlig Betragtning gjældende, nemlig den Betragtning, at Rigsdagen helt igjennem ligefra første Samling i 1850 bestandig, saa stærkt som den har formaaet, har krævet, at disse Eiendomme bleve realiserede, fordi de vare, hvad man kaldte „tærende Aktiver”, som i Statens Haand ikke kom til den Nytte, som de kunde yde ved at blive realiserede. Der har til visse Tider fra Regjeringens Side været en tilsvarende Iver for at imødekomme Rigsdagens Ønsker, medens der til andre Tider har maattet
Rigsretstidenden.
2den Sag.
10
