139
En Aften kom Barom hjem og saâ, at Genendel, som sad ved Vinduet, hurtig vendte sig bort fra ham, og han lagde Mærke til, at hun kun gjorde det for at skjule de Taarer, som skinnede i hendes Øjenhaar og havde draget sine Furer ned ad hendes røde Kinder.
„Hvad fejler Du, Kone?“ spurgte han bekymret.
„Intet, hvad skulde jeg fejle?“ Hun tørrede sine Øjne med Lommetørklædet.
„Du græder, Genendel, hvad græder Du for?“ Han kom helt hen til hende og tog hendes Hænder.
„Naar Du ser det,“ sagde hun, idet hun hævede sine fugtige Øjne mod ham, „saa er der intet at gøre derved.“
„Hvorfor ikke, Genendel?“ Han kunde ikke mere slippe hendes Hænder.
„Fordi jeg ikke kan gøre mig smuk og interessant.“ Hun begyndte at hulke ganske højt.
„Hvilke underlige Indfald, Du har, Genendel!“ udbrød Barom. „Jeg vil jo ikke have Dig anderledes, end Du er. Ikke et Haar anderledes.“
„Men Du er saa — saa ligegyldig mod mig i den sidste Tid. Nu vil Du kun tale godt for mig.“
„Jeg? — er jeg ligegyldig?“
„Ja, tidligere sværmede Du for mig, Du har forvænnet mig,“ vedblev hun; det blev hende vanskeligere at faa Ordene frem, „og nu er Du bleven saa misfornøjet, fordi jeg er Dig ikke smuk og romantisk nok.“
