144
mest, naar hans Kone kommer ned og sætter sig bag Disken. Han smiler da forelsket til hende og bliver ikke træt af at beundre hende, han ser henrykt paa hendes smukke hvide Hænder, naar hun tager en Bog ned fra Reolen og rækker den til en Kunde.
Men, naar han sidder oppe ovenpaa i den smukke Dagligstue, der er venlig belyst af Solen, og håns Kone sidder i den magelige Lænéstol med Fødderne paa en Skammel og har Barnet paa Skødet — da er Barom fuldstændig salig, og naar Krabaten midt om Natten giver sig til at skrige, da er Barom paa én Gang glad og stolt, naar han tager Drengen paa sin Årm og giver sig til at gaa frem og tilbage i Værelset med ham, mens han prøver paa at synge ham i Søvn med en gammel Vise, der maaske stammer fra den babyloniske Landflygtigheds Tid. Naar da hans Kone ser hen til ham med et lykkeligt Smil, stanser han undertiden et Øjeblik og siger med en Tro, der er saa urokkelig, at den end ikke rummer den svageste Skygge af Tvivl: „Ser Du, Genendel, det er Poesi!”
