7
„Moses skulde ikke have skrevet Loven!“ raabte Eliam. „Kvinde, er Du meschugge[1]?“
„Moses har ikke skrevet Loven“, vedblev den skønne, unge Kvinde, idet hun lænede sig tilbage og lagde Armene over Kors over det sagte bølgende Bryst. „Moses kan slet ikke have skrevet Loven, ti i femte Mose Bog ellevte Kapitel fortælles Moses’ Død, og Du vil dog indrømme, at intet Menneske, ikke en Gang Moses, kan beskrive sin egen Død, og i samme Kapitel tiende Vers hedder det: „Og der opstod siden efter i Israel ingen Profet som Moses.“ Dette kan heller ikke Moses selv, men kun én, der levede langt senere, have skrevet om ham.“
Fuldkommen tilintetgjort stirrede Eliam paa sin Hustru, Ordet døde bort paa hans Læber, han følte sig som en Orm, der forgæves krummede sig under hendes Fod.
„Og dog kalde Talmudisterne enhver for Posche Israel, for en Kætter, der ikke vil tro, at Gud selv har dikteret Moses hvert Ord i Loven“, vedblev Afra med grusom Glæde. „Jeg ærer Loven og Talmud, fordi jeg ærer vor Tro, som de lære, og fordi de ved Siden af megen Daarskab indeholde megen Visdom, og fordi man ikke kaster Hveden bort, om ogsaa den indeholder mange Avner; men vor Videnskab naar nu langt videre end de Vismænds, der have skrevet disse Bøger. Den oplukker
- ↑ Jødisk Betegnelse for afsindig.
