9
mede sig over, at han intet kunde svare Afra, og endnu mere skammede han sig over, at han netop i dette Øjeblik kun havde Øje for, hvor skøn hun var, og kun én Tanke: Denne Kvinde fortjener dog at elskes.
„Maden bliver kold“, sagde Afra. Eliam sagde intet Ord, men satte sig lige over for hende. De spiste, derpaa stod Afra op og gik hen til Vinduet. Eliam betragtede hende med en Slags Beundring, han stod op, han forsøgte at nærme sig til hende; men hans Fødder vare som naglede til Stedet.
„Godnat“, sagde hun endelig og gik ind i sit Værelse. Han havde ikke vovet at kysse hende, endnu mindre vovede han at følge efter hende. Overvundet af en Kvinde, beskæmmet til Døde, sad han endnu længe foran sin opslagne Talmud, men han kastede intet Blik i det store Læderbind, han tænkte kun paa sin Hustru, mens denne hemmelig af ganske Hjerte morede sig over ham.
Da Afra’s lille Haand den næste Morgen ved Frokostbordet tilfældig berørte hans, idet hun kom Sukker i sin Te, blev Eliam ildrød. Den unge Kone bemærkede det med Glæde; men det var hende dog ikke nok. Da hun havde drukket sin Kaffe, traadte hun hen foran Spejlet for at ordne sit Haar og saâ nu, hvorledes hendes Mand formelig slugte hende med Øjnene. Hun smilte stolt; men heller ikke dette tilfredsstillede hende endnu. „Jeg vil gaa i Byen for at købe noget“, sagde
