11
„Hvem spørger en Kvinde om hendes Mening“, svarede hun med et ondskabsfuldt Smil, „hvad Vægt ligger der paa saa underordnet en Skabning?“
Eliam saâ overrasket paa hende. „Nu forstaar jeg Dig“, udbrød han. „Du har hørt de taabelige Ord, som jeg den Gang talte til Feuerstein, og derfor hader Du mig.“
„Jeg hader Dig ikke, jeg elsker Dig kun ikke.“
„Det er mig nok“, sagde Eliam; „jeg elsker Dig og vil se Dig lykkelig.“
„At elske en Kvinde er en vís Mand uværdigt“, svarede Afra og begyndte at le højt; men vil Du se mig lykkelig, saa giv mig fri. Jeg har kun taget Dig for at straffe Dig, og hvis Du tvinger mig til at blive hos Dig, skal Du faa et Helvede i dit Hus!“ Eliam smilte sørgmodig. „Hvor Du er, kan Helvede ikke være“, sagde han; „men jeg kan ikke se Dig ulykkelig. Han forlod hende og da han kom tilbage, lagde han Skilsmissebrevet i hendes Skød. Hun saâ vist paa ham; men nu kunde hun intet sige; dog begyndte hun straks at forberede sig til Afrejsen, mens han lod Slæden forspænde til hende.
Da endelig alt var i Orden, stod hun i Rejsepels og med det skønne Hoved hyllet i en Baschlik midt i den store Stue, saâ endnu en Gang paa ham og sukkede. Da rakte hun ham
