23
Døren efter sig. Da hun var sikker paa, at hendes Mand var gaaet til Sengs, hyllede hun sig i sin Pels, steg hurtig ud af Vinduet og flygtede bort gennem Nattens Mørke.
Da det begyndte at dages, lød der pludselig Hovslag foran Sonnenfelds Hus. Dørene bleve slaaede ind med Kolbestød, Husarer trængte ind i Værelset, hvori han sov, i Spidsen for dem hans Hustru.
„Her er Spionen,” sagde hun kold og stolt, „det er min Mand, jeg vil se ham i Galgen.”
Forgæves tryglede Sonnenfeld om Naade, Husarerne bandt hans Hænder paa Ryggen og slæbte ham ud. Hans Kone saâ til, mens de hængte ham op i en Gren af det Lindetræ, der stod foran hans Hus. Derpaa svang hun sig op paa en Hest, som én af Husarerne holdt i Beredskab for hende, og sprængte afsted med dem.
Ved Stormen paa Waitzen saas en skøn Kvinde med den ungerske Trikolor i Spidsen for en Honvédbataillon, det var Jødinden fra Nagy-Némethy, og den Gang Polakkerne af Regimentet Mazuahelli med Bajonetten stormede den grønne Høi ved Komorn, var det atter hende, som forud truffet af to Kugler gennemboret segnede om paa den sønderrevne Fane og farvede den med sit Blod.
