42
„Hvad jeg ønsker?“ begyndte Købmanden. „Hvorledes skulde jeg understaa mig at ønske noget, Hr. Kredskommissær, jeg er her kun for at faa et Navn, og siden jeg en Gang skal have et Navn, saa beder jeg underdaningst om et smukt Navn.“
Kredskommissæren blinkede til Kancellisten og begyndte at spidse en Pen.
„Det er ikke saa let,“ indskød Kancellist Krummholz, „vi have her en Fortegnelse, og det gaar efter Rækkefølge.“ Han tog et Hefte i Haanden, stak Næsen ind i det og sagde endelig: „De faar Navnet Schøps[1], Hr. Meilech.“
„Schøps?“ jamrede den rige Købmand, „hvilket Navn! Hvorfor skal jeg hedde Schøps? Folk vil pege Fingre ad den rige Meilech, naar han ikke kan faa et bedre Navn end Schøps, det er jo et Dyr og ikke et Menneske.“
„Der lod sig naaske gøre noget,“ mumlede Kancellisten, „men man maatte tilsidesætte Forordningen og det vilde ogsaa give meget Skriveri.“
„Jeg vil gerne betale Dem, hvad De forlanger for Deres Ulejlighed“, raabte den rige Jøde.
„Godt,“ sagde Kancellisten, „først og fremmest maa De betale; men dernæst maa De ogsaa tie, Hr. Meilech, ellers kunde jeg miste mit Embede og De kunde komme for Kriminalretten.“
„Forstaar sig, Hr. Krummholz, forstaar sig,“ svarede Meilech og foldede sine Hænder andægtig
- ↑ Bede i overført Betydning Dumrian.
