61
Ruben rejste sig, men han tænkte næppe paa at sætte sig til Modværge, han, det smalbrystede, blege, svagelige Stuemenneske overfor dette af Kraft struttende Naturbarn, hvis skønne Ansigt Solen havde givet en vildfremmed Indianerbrunhed, og hvis blaa Øjne blinkede truende.
Allerede havde Stephan greben den ulykkelige Ruben i Brystet og begyndt at slaa ham med Stenen, da pludselig en skøn, modig Kvinde med vredesfunklende Øjne kastede sig imellem dem. Det var Cipre.
„Skammer Du Dig ikke,“ raabte hun, „for at overfalde et svagt, værgeløst Menneske?“
Stephan saâ forbavset paa hende og lod Haanden med Stenen synke.
„Er Du en Røver?“
„I ere Røvere, I have frataget Starenko hans Hus og hans Mark,“ svarede endelig Stephan Babyj.
„Vi have givet ham Penge“, sagde Cipre roligere, „vore surt erhvervede Penge og desuden have vi for ikke at tabe disse Penge afkøbt ham hans Krohold. Hvad urigtigt er der deri? Ere vi ikke Mennesker? Have vi maaske en anden Kejser og andre Love end I?“
„I ville ikke have Fred, I,“ sagde Stephan, „man kender eder. Hvem andre end I har kastet denne Sten ind paa vor Mark?“
„Det have vi ikke gjort, men en beruset Tigger, som gik her forbi,“ sagde Ruben.
„Det kan gerne være,“ svarede Stephan; „men
