Side:Sagen om Irak-krigens grundlovsmæssighed (søgsmålskompetence) Østre Landsrets dom af 11. april 2007.pdf/24

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 24 -

Nils Bredsdorff har blandt andet forklaret, at han er født i 1956 og er cand.phil. i samfundsvidenskab. Senere har han taget en Ph.d.-grad. Han er fagreferent på Roskilde Universitetsbibliotek. Han er gift, har to børn og bor uden for Hvalsø. Han har været aktiv i studenterpolitik, chefredaktør i Kritisk Revy og formand for Greenpeace. I 2002 trådte han ud af Greenpeaces nordiske bestyrelse, men han er stadig medlem af organisationen. Greenpeace er blevet idømt en bøde på 50.000 kr. for en aktion på Axelborg i København. Dette overraskede alle. Det var en følge af terrorpakken fra 2002. Den anden terrorpakke har ligeledes så vage bestemmelser, at man ikke kan ane, hvad den kan bruges til. Dette har praktisk betydning for Greenpeace. Det er en kraftig indskrænkning i hans handlefrihed, at han ikke må støtte PFLP. I sin forskningstid beskæftiger hans sig med sharia og søger i den forbindelse hyppigt på hjemmesider for islamister. Det bekymrer ham, at han ikke kan være sikker på, om dette får konsekvenser for ham. I forbindelse med sin deltagelse i debatten om tegningekrisen følte han sig bekymret og sagde blandt andet nej til at deltage i et møde. Han informerer sine døtre om mærkedage, hvor der kan være særlig risiko for terror. I månederne op til indsatsen i Irak var han tilhænger af en aktion mod landet med et gyldigt FN-mandat. Indsatsen i Irak åbnede for en glidebane med angrebskrige uden om FN.

Peter Kofod har forklaret blandt andet, at han er født i 1979. Han læser medievidenskab, men har tidligere læst statskundskab. Han har været menig soldat og overvejede at blive udsendt for forsvaret. Han fik dog ikke fuldført den fornødne efteruddannelse. I 2002-2003 var han i Irak som fredsaktivist. Ideen var, at man ville opholde sig ved oplagte civile mål. Aktionen havde virkning. Han blev selv udvist af Irak i marts 2003, før krigen brød ud, på grund af uoverensstemmelser med regimet. Han plejer omgang med radikaliserede personer og med Frank Grevil. Terrorpakkerne har ikke betydet det fjerneste for, hvordan han gebærder sig.

Frederik Sølberg har forklaret blandt andet, at han er født i 1979 og studerer film- og medievidenskab. Han arbejder freelance med musikvideoer og som instruktørassistent for at tjene til studierne. Det må antages, at indsatsen i Irak er medvirkende til, at terrorpakkerne er blevet vedtaget. Han har deltaget i 3-4 store demonstrationer mod indsatsen, op til og lige efter at USA gik ind i Irak. På den yderste venstrefløj kender han mange, der lige som han har underskrevet diverse støtteerklæringer. Desuden har han været instruktørassistent på en kontroversiel film, i hvilken statsministeren, der bliver fremstillet som bøsse, bliver skudt. Tanken, at han kunne blive overvåget i den anledning, skræmmer ham. I Berlin har han