91
celliraad Pramman ved sig selv. Han havde nok en Fornemmelse af, at den muligvis ikke havde hele Skylden i den Uvejrssky, som rugede over hans splendide Aftensbord, men han var dog ret glad ved at have den Explosion til at skyde al Skyld over paa. Han bestemte sig til at give Vismann en ordentlig Formaning.
Men hvad kunde de vilde Fugle, som Fru Kamp i Tavshed havde serveret efter Østersene; hvad kunde den gode Chambertin, hvad kunde Isen og den gamle Madera gjøre for det Hele? Det var dog Synd, at det skulde gaa ud over dem!
Kancelliraaden tog til sig af alle disse Herligheder, i dyb Alvor og Tavshed. Men den lykkelige Egenskab i hans Temperament, Evnen til at drage Honning ud af Alt, bragte ham til at tænke, mens han spiste og drak:
— Man kan i Aften nyde i Ro. Man bliver ikke distræt under Spas og Snak.
Han smagte og ned intensivt Hjerperne og Chambertinen, Isen og Maderaen og trøstede sig med, at «det Pirkeri» mellem Kaptejnen og Fanny, eller mellem Fru Kamp og Fanny, eller mellem Kaptejnen og Fru Kamp, nok drev over. Men den forbandede Explosion skulde Vismann rigtignok ikke have gjort for Ingenting… Han havde Vagt i Nat; samme Vismann. Saa var der god Tid til baade at faa Kaffe og Cigar. Og Kaffen skulde serveres ovre i Kancelliraadens
