117
Mælk, Sengelugt, Urenlighed . . uh! Han havde som Barn kunnet lugte Apotheket over paa det modsatte Fortov. sSaadan maatte der lugte i Himmerige, syntes han den Gang. Og ved et Vidunder var han bleven løftet op i hin ambrosiske Atmosfære, da han blev Discipel paa Apotheket.
Hans yngre Broder var død af Kjertelsyge; hans ældre Søster var bleven Moder uden for Ægteskabet med en tysk Bogtrykkersvend, var løbet fra Hjemmet, og Ingen havde senere hørt Noget til hende. Hvad han selv, Frederik Vismann, var bleven til, skyldte han gode Menneskers, nærmest Kancelliraad Prammans Godgjørenhed.
Men han havde jo dog selv stræbt ud over, hvad han havde læst til farmacevtisk Examen. Burde han have gjort det? Var det at være Cand. pharm. ikke for ham som for Fiskekonen i Æventyret at blive Pave? Var det større Ønske om at komme videre, om at forstaa det store Aandsliv ikke blevet for ham, hvad Ønsket om at blive «den kjære Gud» blev for Fiskerkonen, det Ønske, som slyngede hende i Muddergrøften igjen?
Det var nu to Aar siden, han var bleven farmacevtisk Kandidat. Da syntes han, han var et ret dannet Menneske. Men, da han var kommen tilbage til Apotheket og Gang efter Gang i Læse-
