127
nogen Maade kunde naa at komme med Morgentoget.
— Hvor saadan en Sommermorgen er velsignet, sagde hun. En Spaseretur i den er en Styrkedrik for gamle Folk … Se dér … der til den Side ligger Stationen … Kan De se . . den gule Bygning med det blaa Tag? . . Kan De høre Toget? Nu kommer det! Se, hvor Røgen ligger tung og sort i det graa Vejr! Kan De nu se, at De ikke kan naa det?
— Jeg skulde heller ikke til Jernbanen, mumlede Vismann.
— Naa, De skulde ikke til Jernbanen? . . Naa — aa—h. De er … De er maaske her fra Byen (Vismann svarede ikke, men bukkede endnu mere kejtet end før) . . Jo, vist, De er jo her fra Byen. Jeg har set Dem gaa forbi mit Vindue, men jeg gaar aldrig ud uden om Morgenen, saa De kan ikke kjende mig. Men jeg kan ogsaa kjende Deres Stemme. Min Søn har havt Dem hjemme hos os en Søndag Aften sent.
Et Lys gik op for Vismann. Det maatte være Kaptejn Fricks Moder, hvem Sønnen vel kun sjelden nævnede, men, naar det skete, var det med en dæmpet, halv ærbødig, halv sentimental Stemmeklang. Og engang i Klubben, da en værdig Borger, Agent og Kjøbmand Sivertsen, havde forarget sig lidt over Kaptejn
